1500                           1600                           1700                           1800                           1900                           2000                                           

Opdateret  16.04.20

Anne Jørgensen (13413) 1840 - 1900

Den Aften og hele Natten var Skydningen ikke nær saa stærk som den hidtil havde været, hvorover vi naturligvis var glade, men i Morgenstunden og op ad Formiddagen begyndte Skydningen fra alle Kanter og med en saadan Voldsomhed med Granater, at man skulde tro at det var Geværskud.
Denne Kanonade varede en lang Tid, da begyndte Stormen med Infanteri, vi holdt vor Plads endnu en Tid, men da blev der blæst Retirade, vi retirerede et ganske kort Stykke og besatte et Hegn, men opholdt os der kun ganske kort. Vi trak os ned mod Vandet og langs med Alssund tænkte vi at komme ind til Sønderborg, men ganske kort efter mødte vi de fjendtlige, som var trængt ind fra venstre Fløj, vi besatte en Bakke ved Alssund og holdt den en lang Tour, men med et blev vi helt omringede og beskudte fra alle Kanter. En Løjtnant Fischer af 6. Kompagni faldt ved min venstre Side, truffet af en Kugle i Munden, men han døde dog ikke, en Sergeant faldt ved min højre Side, truffet af en Kugle i højre Haand og ind i Underlivet, om han døde fik jeg ikke Lejlighed til at erfare, men baade han og den Løjtnant, som blev beskudt, blev tagne til Fange. Der var nu ikke mere for os at gøre, vi maatte saa bede om Pardon og overgive os, hvilket vi gjorde, der faldt mange Mennesker paa det Sted af vore.

Hans blev her taget til fange og ført sydpå:

Vi maatte som sagt straks aflevere vort Tøj med Undtagelse af Tornystre, Feltkapper og Vaabenfrakker og saa begive os i Fangenskab.
Vi begyndte til Fods saa smaat at glide fra vore Skanser, da Klokken var 2 om Eftermiddagen. Fra Skanserne og ud til Stenderup Skov havde vi kun prøjsisk Infanteri med til at passe paa os, men derfra fik vi Landsenerne til at følge med.
Vi marscherede nu videre, vi fik at vide, at vi skulde til Flensborg den samme Aften, det var 4½ Mil, en temmelig lang Vej for os at marschere, da vi havde ligget paa Marken den foregaaende Nat uden Søvn, men her var ingen Ting at gøre, vi maatte af Sted.
Da vi naaede Gravensteen, som ligger 2 Mil fra Flensborg, troede vi, at vi skulde gøre holdt og have os nogen Forfriskning, men i Stedet for holdt, fik vi en portion Grøntfoder af nogle Prøjsiske Officerer, som kom ridende, vi maatte nu marschere i Orden igennem Byen. Da vi kom noget ind i Byen kom der flere prøjsiske Soldater med smurt Mad paa Tallerken, som de endelig vilde have, vi skulde modtage, hvilket vi ogsaa gjorde.
Nu gik vi og spiste paa vor Mad. Da vi kom længere ned ad Gaden, kom der en dansk Mand med Brændevin i en Dunk, han vilde ogsaa Traktere os, men vi maatte ikke blive staaende, vi skulde vedblive at gaa. Vi drak os hver et Par danske Drammer af Dunken og fortsatte Rejsen.
Ganske kort derefter blev der rekvireret en Vogn, og vi kørte nok saa flot 14 Mand i en Vogn uden noget at sidde paa og med 4

Heste for. Det var en prøjsisk Artillerivogn, de kørte meget hurtig og henimod Aften naaede vi Flensborg, paa Gaden var en umaadelig Masse Mennesker forsamlede for at se de danske Krigsfanger, især var der mange dansksindede civile, saavel Mandfolk som Fruentimmer.
De civile strømmede omkring Vognen og forærede os alle mulige Spise- og Drikkevarer samt Cigarer, Appelsiner med mange andre Ting. Vognen gik kun meget smaat paa Grund af den store Folkestimmel, og jo længere vi kom ind i Byen, des større blev Trængselen. Til sidst holdt Vognen ganske stille i Storgaden, uden for en stor Bygning. Der blev nu sagt paa tysk, at vi skulde staa af Vognen, hvilket vi gjorde. Vognen rullede nu væk, og i det samme var vi omgivne af en Masse Soldater med ladte Geværer (naturligvis Prøjsere). De skulde passe paa, at ingen af deres Fanger skulde snige sig fra dem.
Vi blev nu talte, om vi virkelig var der alle sammen. Imidlertid hørte man Kommandoraabet Marsch, og kom ud i en Baggaard, med det samme gik vi op af en 2 a 3 Trapper og kom op paa et Kornmagasin.
Vi var en 250 Mand, der var Senge til os alle sammen, det vil sige, vi laa op til hverandre i Halm, men det var meget godt. Vi havde prøvet den Tur saa mange Gange, saa hvad det angik, befandt vi os vel.
Jeg og vor Kommandersergeant lagde os og talte lidt om Dagens Forretning, han sov snart ind og svarede mig ikke mere, saa sov jeg med, men vaagnede snart igen og til min Forundring, saa jeg flere Prøjsere spadsere op og ned af Gulvet med deres Geværer i Armen. Vi laa i to Rækker, og Posterne gik der imellem os. Jeg havde endnu ikke udsovet og faldt snart i Slummer igen.
Om Morgenen, da vi stod op, vilde vi gerne ned i Gaarden i den friske Luft, men der maatte ikke komme ret mange ad Gangen, noget op ad Dagen fik vi Tilladelse til at gaa ned alle sammen.
En del af Flensborgs Borgere, Mænd og Koner, besøgte os hele Dagen igennem og opvartede os

med alle mulige Slags. Hvad vi ikke kunde spise, maatte vi tage med, desuden skænkede de os Piber, Tobak, Papir, Staalpenne, Lak og kort sagt alle mulige nødvendige Ting, hvad vi havde brug for.
Saaledes hengik Dagen, om Eftermiddagen blev der kommanderet, at vi straks skulde stille i Gaarden, de aftalte 250 Mand fra højre Fløj, som skulde rejse videre, vi andre blev tilbage, maatte igen gaa op paa Magasinet.
Da det blev Aften, gik vi atter til Ro, men da Klokken blev 1½ om Natten blev vi vækkede og stillede i Gaarden. Vi blev talte og marscherede igennem Gaderne til Banegaarden, Toget var parat til at modtage os, og snart sad vi inde i Vognene. Lokomotivet med de bagved værende Vogne begyndte at glide og vi hilste af med Flensborg om Morgenen Kl. 3. Det var et