|
Assens og dels i Thorøhuse; når folk i Saltofte senere omtalte hin nats begivenheder, plejede de derfor altid at kalde ham en potetteskipper. (Potetter er kartofler på fynsk) Efter at være kommen til Svendborg indtog han ladningen, der bestod af de trende kvinders gods, og tog tillige kvinderne med om bord. Han afsejlede fra Svendborg om morgenen; hen på eftermiddagen, da han var kommen ud for den yderste pynt af Horne, så han et større skib, som han formodede var et engelsk krigsskib, der, så vidt han kunne skønne, lå for anker et par mil derfra, mellem Ærø og Als.
Da han var nået op mellem Als og Helnæs, så han et mindre fartøj, der var omtrent en mil fra ham; det løsnede tvende skud, og han troede, at det var et signal til, at han skulle lægge bi og lade sig visitere. Men da de ikke traf videre anstalter til at praje ham, fortsatte han sin sejlads. Imod aften sejlede han forbi Helnæs og Sønderby Klint og kom til Thorøhuse i mørkningen, hvor han lagde sig for anker. Ud på aftenen tændte han lys i kahytten efter anmodning af de trende passagerer, der ikke holdt af at sidde i mørke og spise deres aftensmad, og gik derefter til sengs i kabyssen. Længere ud på aftenen kom en båd ud til ham og havde om bord 3 mand, som befalede ham at slukke lyset, hvilket han i begyndelsen nægtede, da han foregav, at han ikke vidste, at der var udstedt forbud mod at have lys tændt om bord på danske fartøjer, men da de gentog deres anmodning og foreholdt ham, at han udsatte sig for straf, dersom han var påbudet overhørig, gik han hen til kahytsdøren og bød passagererne at slukke lyset, hvilket de også gjorde. Et par timer derefter indfandt sig atter en båd hos ham med mandskab fra Assens, som befalede ham at forevise dem passagerernes pas. De åbnede derpå lugerne på skibet og efterså, hvad han havde i lasten, hvorefter de forlangte, at han skulle følge med dem til Assens og tages i forhør, da han var mistænkt for at være spion for englænderne og have givet signal til engelske skibe, der på den tid krydsede i bæltet. Dagen efter blev der optaget forhør over ham, og han afgav da den forklaring om rejsen, der ovenfor findes anført, hvilken forklaring bekræftedes i et og alt af passagererne og af skibets mandskab, der bestod af et par halvvoksne drenge. Fartøjet, der var sejlet til Assens og henlå i havnen, blev derpå undersøgt af toldinspektør Haste i overværelse af byfogden og de tvende borgerkaptajner, og da man intet mistænkeligt forefandt, idet ladningen blot bestod af flyttegods, som tilhørte de trende kvinder, og toldseddelen og passagerernes pas var i fuldstændig orden, fik skipperen lov til at fortsætte sin rejse.
Dette var fjeren, der blev til 5 høns.
Snart kom alt i den fredelige landsby igen i de gamle folder. Kystvagten lagde våbnene til side, kvinderne hængte de røde skørter op i skabene, hvorfra de herefter kun toges frem til fredelig brug, folk kom frem fra deres skjulesteder, opgravede de genstande, de havde hengemt i jorden, og tog atter fat på deres vante gerning. Gamle Sidsel krøb ud fra sit skjul i skorstenen og satte den gode mad til side. Da Kirsten Bertels kom tilbage til sin stue, så hun til sin store overraskelse, at tegnebogen lå opslået midt på gulvet, og alle pengesedlerne var spredt omkring den. I sin forfjamskelse havde hun ikke lagt mærke til, at hun havde kastet bogen mod sengefjælen; ved at tørne mod denne havde den åbnet sig og spredt sit indhold ud over gulvet
Det var med tungt hjerte, etatsråd Ryberg gav ordre til, at hans yndlingshoppe skulle føres til døden; han anede næppe, at den sørgelige krig skulle bringe ham langt større ulykker og sorger. De mange skibe, som hans fader havde købt og anvendt til den i slutningen af det 18de århundrede så indbringende fragtfart, og som udgjorde en betydelig del af familiens formue, blev tillige med deres rige ladninger opbragt af engelske kapere; andre tab stødte til, af de rige godser og den øvrige formue, han havde arvet efter sin fader, blev der intet tilbage, og han gik i sin grav som en fattig mand.
Bønderne i Saltofte lykkedes det bedre at ride stormen af. Når de trængte til hjælp, plejede de at henvende sig til deres herskab
|
|
