|
Da jeg var 6 år gammel, blev den gamle stald og lade nedrevet, og der blev bygget nyt stuehus i stedet. Samtidig blev de gamle stuer omdannet til stald og lade. 14-15 år senere skete der igen en ombygning, men det var nu egentlig en skam med det byggeri, for der var måde med, hvor godt det nye blev. I 1915 blev mit barndomshjem solgt til en mand fra et andet sogn for 3800 kr., og derefter var det jævnligt i handelen. Omkring 1940 blev huset nedrevet, og der blev ikke bygget noget nyt på grunden.
Pasningen af besætningen var mest overladt til moder og os børn, vi var 4, og jeg var nr. 3. Der var 2 køer og nu og da en kalv samt 18-20 får.
Faders arbejde bestod i begyndelsen i at grave fladtørv og slå lyng i klitten, desuden tog han arbejde på gårdene i Vester Vandet. Daglønnen var under al kritik, men meget af det blev betalt i naturalier, såsom halm og hestearbejde, og det var der hårdt brug for, da der jo skulle sås meget, selv om avlen var lille. Tre dage om ugen gik min fader til Thisted for vor nabo, Niels A. Frost 5). Denne kørte post, men da der ikke var nok at køre med hver dag, lejede han fader til at gå turen hveranden dag. Posten skulle frem daglig, også til Øster og Vester Vandet, dog skulle der ikke dengang udbringes post til hvert hjem, den skulle aflægges et par steder i hver by, navnlig i skolerne. Så skete der en stor forandring, idet der fra omkring 1890 skulle være ombæring i hver by. Foruden postkøringen fik Niels A. Frost ombæringen i Klitmøller, og fader fik ombæringen i Vester Vandet for en løn af omkring 200 kr. årlig.
Kort tid efter afløstes Niels A. Frost af svigersønnen, den her på egnen meget kendte og evnerige Niels Immersen Mortensen 6). Niels A. Frosts ejendom blev overdraget en anden svigersøn, som havde fiskekørsel til Thisted. Han lejede min fader til at være fiskekusk, når det var havvejr, og postruten i Vester Vandet blev da ved disse lejligheder og mange andre overladt til min 12-årige broder og mig. Vi gik fra Klitmøller ved 16-tiden og var ved brevsamlingsstedet hos Anders Kirk Vilsbøll 7) i Vester Vandet en god time senere. Så kom Niels Immersen Mortensen med post fra Thisted, og den bragte vi så omkring til gårdene. Når vi var to om det, kunne vi være færdige og hjemme ved 20-21-tiden.
-----------------------------------------
5 Niels Andreas Svendsen Frost Brandi, kaldet Frost, født i Klitmøller 1812, død sst. 1895. Skipper, senere postkører og fragtmand i Klitmøller. Medlem af sogneforstanderskabet, senere sognerådet for Vester og Øster Vandet 1865-1870.
6 Niels Immersen Mortensen, født i Klitmøller 1857, død på Thisted sygehus 1939. Postkører og fragtmand i Klitmøller. Medlem af sognerådet for Vester og Øster Vandet 1886-1888, 1894-1900 og sognerådsformand 1909-1917. Medlem af amtsrådet 1916-1922.
7 Anders Christensen (Kirk) Vilsbøll, født i Klitmøller 1849, død sst. 1918. Købmand og brevsamler i Vester Vandet. Medlem af sognerådet for Vester og Øster Vandet 1880-1885 og 1895-1906. Var sognerådsformand 1883-1885 og 1898-1906.
-----------------------------------------
Da min broder var 14 år, kom han hjemme fra, og derefter var jeg ene om postruten, når fader havde andet arbejde for. Fader blev imidlertid svagelig med tiden, men jeg kunne også godt klare det alene, jeg var jo 12 år og godt bevandret fra 7-årsalderen, da jeg begyndte at følges med fader omkring i hans distrikt. Fra først af gik det sådan til, at fader gav mig post til et par steder ad gangen, og så skulle jeg træffe ham igen på et tredie sted.
Spændende var det så, om Kr. Svanborgs8) frygtede gase var at se, eller om Bjerregaards 3 store jydske tyre var optaget af at æde eller stod og så efter mig. Om sommeren var det ingen sag, for da var der så mange ting, der var en glæde for barnets sind og øje. Der kunne også hænde mere alvorlige ting, som f.eks. når der skulle være sognerådsmøde hos Anders Kirk, den mangeårige formand og brevsamler i Vester Vandet. Disse stoute, sortklædte sognerådsmedlemmer, nogle med høj hat og gul kæp, - de kunne stemme ens sind til en ærefrygt, som ingen senere har formået at skabe mage til.
Om vinteren var det jo mørkets gerning, undertiden med regn og slud, og det var ikke rart at være gennemvåd i mange timer eller stå og vente på det tredie sted, indtil fader kom, selv om det var i præstegården, hvor jeg kunne stå ved hushjørnet og betragte de 2 oplyste vinduer med
malerier på rullegardinerne, - der var vist et juletræ på det ene - en herlighed, som kun fandtes dette ene sted i distriktet. Så var det en lettelse, når jeg kunne høre fader hoste i det fjerne, hvor ked jeg end ellers var af, at han hostede. Og når man var så våd og kold, var det særlig rart at komme hjem til moder og få skiftet tøj og få noget at spise. Til trods for, at vi var meget fattige, fik vi altid rigelig og god mad, men fattigdommen kunne ellers ikke skjules for os børn, medens mine forældre bedre kunne skjule den udadtil.
Skoleundervisningen i Klitmøller var efter den tids forhold god. Jeg har gået i skole hos 11 lærere i min skoletid, de var ikke alle lige dygtige, men det skal indrømmes, at når jeg lærte for lidt, var det ingenlunde lærernes skyld. Vi drenge havde så mange interesser, som gik foran, og vi kunne have lært meget mere, dersom vi havde sat noget mere ind på det. Min broder og enkelte andre afveg dog fra denne regel. De var meget flittige, men de havde til gengæld i vore øjne en næsten utilgivelig fejl, de duede nemlig ikke til at slås. Der kunne godt læres noget, selv om de ydre rammer var primitive.
Vi havde forgang sammen med læreren de første år, men det blev efterhånden utåleligt for læreren, for der var på dette tidspunkt over 100 børn. Så blev der til stor lettelse for læreren bygget en forgang til den modsatte ende af skolestuen, og også for os børn var lettelsen mærkbar. Nu kunne vi bedre gå lige ind i skolestuen med sneklamper ved træskoene og glide i midtergangen mellem de 2 rækker bænke helt op til lærerens plads.
Bænkene var lange, vist med plads til 10-11 stykker. I bordpladerne var der med kniv skåret dybe bogstaver i en uendelighed. Bordpladerne blev senere vendt, og det var en stor fremgang. Så blev det strengt forbudt at skære med kniv i bordene. De ældste skårne bogstaver var sikkert meget gamle.
-----------------------------------------
8 Christen Svanborg, født i Nors præstegård 1858, død i Vester Vandet 1943 Gårdejer i den østlige del af Vester Vandet sogn.
-----------------------------------------
En lille tid derefter blev der bygget en ny skolebygning noget sønden for den gamle, og der skulle også være en lærer mere, da der var over 100 børn. Nu er det hele fornyet igen med en stor, moderne skole, som det hører sig til i vor tid, og lærerboliger i den bygning, hvori det gamle før lå, Jeg har somme tider tænkt på, at der var et fag, der blev lagt særlig vægt på, nemlig geografi. Det var nok, fordi de fleste drenge skulle ud at sejle, når de kom ud af skolen. Det var dog ikke således med mig, jeg har aldrig været på havet for at fiske og har ikke sejlet til søs. Heller ingen af min nære familie var særlig interesseret i havet og det, der foregik dér, undtagen når der strandede et skib, eller redningsbåden s kulle ud. Så var alle Klitmøllerboerne meget optaget i sindet og var til stede så vidt gørligt. Vi i den østlige ende af byen kom dog næsten altid for sent.
En årligt tilbagevendende begivenhed var forstrandsauktionen, som afholdtes i april måned, hvor alt det ilanddrevne gods blev solgt, og der var meget. I lang tid derefter kørte landboerne, somme tider i små karavaner, efter gods, planker, brædder og vrag og meget andet. På selve auktionsdagen strømmede folk til fra nær og fjern, alle skulle have noget. En del havde også andet ærinde, såsom køb af små kalve, og måske kunne de få første bud på små lam, når disse hen på sommeren skulle sælges, Vi børn fik lov at gå hen på pladsen, hvor der var opstillet et stort telt. Vi måtte ikke gå ind, og vi kunne heller ikke være der, da der var fyldt til trængsel, men vi kunne da høre, hvor højrøstede de var derinde.
Et stykke tid efter sådanne auktionsdage kom regningen fra herredskontoret på det, der var købt, og der var næsten ikke et hjem i postdistriktet, som ikke fik en regning. Jeg tror ikke, der kom så mange breve til Vester Vandet hele året som ved denne lejlighed, så der var noget at hjælpe fader med, når alle disse breve skulle bringes ud.
Når vi drenge - mest én ad gangen - hjalp fader med at gå post, var det ingenlunde noget enestående. Mangen landpost brugte at lade børnene og somme tider konen gå rundt med posten og så selv tage andet arbejde, der var mere vellønnet, en utænkelig fremgangsmåde nu til dags.
Efter julemærkets fremkomst 1904 tiltog brevene meget i antal. Før den tid fik almindelige mennesker mindre post om julen end ellers. Med hensyn til aviser var der somme tider 3-4 familier fælles om et eksemplar.
I 1905 fik min fader endelig afsked fra posttjenesten, efter at han i lange tider ikke havde taget del i omdelingen, og der kom så bud til mig, om jeg ville fortsætte indtil videre. Jeg fortsatte, og det kom til at vare i 46½ år. Jeg fik i de første 3 år 450 kr. om året i løn, hvorefter det gik op til 550 kr. Tager jeg drengeårene med, har jeg på en måde arbejdet ved postvæsenet i 58 år, hvorfor jeg da også bedst kendes under navnet Martin Post. Når jeg tænker tilbage på de mennesker, jeg i alle disse år har bragt post til, mindes jeg 2 generationer, som er gået i deres grav, og en tredie, som er stærkt
|
|
