|
Fra Englandskrigen 1807-14
"Englænderne går i land ved Thorøhuse!"
Efterladt optegnelse af lærer A. Jensen, Snave.
Under krigen 1807-14 blev der langs kysten af Lillebælt opstillet vagtposter, som udtoges af det unge mandskab fra de sogne,
der lå nærmest stranden. (Måske var Johannes mand, Jørgen Andreasen (1440), én af dem). De var bevæbnede med bøsser, spyd og økser og skulle, så vidt mulig, forhindre landgang af englænderne, hvis skibe af og til krydsede i bæltet.
En aften i september 1807 havde strandvagten lagt mærke til, at et fartøj, der lå for anker ud for Thorøhuse, havde lanterne om bord. Der blev råbt ud til skipperen og forespurgt, hvem han var, hvad hans hensigt var med lanternen, og om han ikke vidste, at det var forbudt at have tændt lys om bord på danske fartøjer. Han svarede, at han var en skipper fra Fredericia, og at englænderne havde tvunget ham til at give dem signal, når han opdagede noget mistænkeligt ved kysten eller kunne se, at der ingen fare var for dem ved at gå i land.
Dette sidste må have været skipperens spøg, men blev troet af vagtmandskabet, og heraf opstod rygtet om, at englænderne ville gå i land ved Thorøhuse. Rygtet fik næring ved den omstændighed, at man om aftenen havde set et engelsk skib nærme sig land, og da rygtet ud på aftenen nåede Saltofte, fremkaldte det stort røre i den ellers så rolige by, især da der tilføjedes, at man snart kunne vente englændernes komme i Saltofte og de omliggende byer, hvor de havde til hensigt at røve og plyndre og måske øve værre ting. Man havde nylig hørt tale om Københavns bombardement og bortførelsen af flåden; blandt de gamle levede der endnu mange fortællinger og sagn om de grusomheder, svenskerne og polakkerne havde udøvet der på egnen i krigen 1657-60, og man mente, at englænderne ville fare frem på samme måde, når de kom til byen.
En mildere og mere human ånd var rigtignok trængt igennem i alle forhold og havde også sat sit præg på krigsførelsen, men herom vidste datidens uoplyste almue lidet eller intet. Og hvorfra skulle den vel også have fået denne kundskab? Der var så godt som ingen på landet, der dengang holdt blade, og deres kendskab til begivenhedernes gang tilflød dem på en tilfældig måde og fra få og ofte upålidelige kilder. Desuden havde der i mange år, når undtages den kortvarige krig i 1801, hersket fred her i Danmark, og om krigsførelse i udlandet vidste man så godt som ingen besked. Da derfor efterretningen om, at englænderne agtede at hjemsøge egnen, nåede Saltofte, opstod der stor bestyrtelse blandt befolkningen.
En del nedgravede deres vigtigste og værdifuldeste ejendele i haver eller tofter og søgte at bringe deres person i sikkerhed ved at skjule sig på afsides steder. Adskillige løb ud i skovene, der ligger mellem Saltofte og Thorøhuse, for der at finde et skjulested. De stod ganske vist i fare for at løbe lige i armene på fjenden, men når folk er under påvirkningen af en panisk skræk, plejer de sjældent at give sig tid til rolig overvejelse.
En kone, der boede i Hans Pedersens gård, satte den bedste spise og drikke, hun formåede at bringe til veje, frem på bordet i folkestuen, idet hun troede, at det kunne tjene til at formilde de vrede fjender, når de opdagede det velbesatte bord, og skjulte sig derpå i skorstenen.
Træskomanden Bertel Pedersen havde ved flid og sparsommelighed samlet sig ca 100 rdl., der på den tid ansås for en stor kapital, især når den var i en småmands eje. Han var hin nat ikke hjemme, men hans kone lagde pengene, der bestod i daler- og femdalersedler, i en tegnebog, som hun kastede op under sengen, og løb så hen til en nabokone.
En fæstebonde, der hørte under Frederiksgave, som dengang ejede omtrent det halve af byen (de fleste af de øvrige fæstere hørte under Brahesborg, et par gårde til Frederikslund) satte sig på ryggen af sin rappeste hest og red i fuldt firspring til Frederiksgave for at underrette sit herskab, hr etatsråd Ryberg, om den fare, der truede byen. Han var rejst til Odense, men hans frue gav rideknægten befaling til at sadle etatsrådens ridehoppe og, så hurtig han kunne, ride til Odense for at bringe hendes mand meddelelsen om fjendens landgang. Da etatsråden havde modtaget budskabet, besteg han samme hoppe, og i mindre end 5 kvarter tilbagelagde han den 4 mile lange vej fra Odense til Frederiksgave, men det forcerede ridt havde ødelagt hoppen, som kort derefter måtte skydes.
Kystvagtens fører tog sagen mere besindigt. Han samlede det våbenføre mandskab i byen, holdt en patriotisk tale til dem, i hvilken han lagde på sinde at vise mod og mandshjerte, når de nu skulle gå mod fjenden, og uddelte derpå de nødvendige våben til dem. Det var dog kun en lille skare, han var i stand til at samle, men et lyst hoved blandt de unge foreslog at lade kvinderne gå med i striden, derved ville forsvarernes antal forøges betydeligt, hvad der måske kunne tjene til at indgyde fjenden respekt, og når kvinderne iførte sig deres røde skørter, som dengang udgjorde en del af bønderpigernes højtidsdragt, ville de få lighed med de danske soldater i deres røde kjoler. Selvfølgelig skulle de bevæbnes, da fjenden ellers ville mærke uråd, og det kunne vel også nok lykkes dem at støde en og anden englænder ned. Forslaget vandt bifald, og en del af de unge koner og piger fulgte villigt opfordringen og løb hjem og tog deres røde skørter på.
Man ventede nu i spænding på fjendens komme, men den ene time forløb efter den anden, og der viste sig ingen englændere.
Da morgenen brød frem, og alt endnu var roligt, sendte man en spejder ned til Thorøhuse. Han kom tilbage med den underretning, at der ingen engelske skibe var at se i bæltet, og at det fartøj, som aftenen forud havde ligget til ankers dernede, af vagtmandskabet var sejlet til Assens, hvorhen skipperen også var ført for at tages i forhør tilligemed sit mandskab og passagererne; hvad der var oplyst ved dette forhør, vidste man endnu ikke.
Senere fik man at vide, hvad der havde givet anledning til al denne ståhej.
En skipper fra Fredericia ved navn Hans Pauli var af trende kvinder: madam Jacobsen, præsteenke fra Brendekilde, og søstrene Inger og Hanne Jensen, anmodet om at sejle til Svendborg, hvor de alle 3 boede, og føre deres ejendele til Fredericia, hvor de agtede at bosætte sig. Da han sejlede fra Fredericia, medbragte han nogle tønder kartofler, som han på henturen solgte, dels i
|
|
